Har du behov for, at få luft for noget, at sætte ord på følelser og tanker, og få en faglig og menneskelig respons, for med den indsats, at komme af med psykiske gener, som Depression, Angst, Stress, eller lavt selvværd. Og for lettere at kunne være den du er. Vigtige fokus er - psykologisk faglig forståelse, anerkendelse, glæde, at kunne være den man er, stærkere evne til lykke, og lettere adgang til de ting og ønsker der interesserer og giver mest glæde.​

Fire digte og et vers, fra min digtsamling med de to titler ”Titusind forelskede som os, i dag og i morgen”, og "Stop".

Det Smukkeste

Og hvis jeg siger,
at jeg vil skrive det smukkeste,
og stige og stige
mod himlen din,
tror du mig så,
at jeg kan løfte dig med et ord
og bære dig med en sætning
højt til det øverste rum
i dit hjertes borg,
der hvor lykken bor.

Og hvis jeg siger
at jeg vil skrive det smukkeste,
og lade det dale ned over dig,
som sølvglimt fra en stjerne,
tror du mig så,
når jeg siger dig,
at jeg kan skrive det smukkeste,
og bringe alle ører i den hele verden
til at vente på dit svar alene.
Med ord alene slette nat,
og male dag og lys i dit sind,
og få dig til at smile igen.

Du siger at det er som om,
at noget indeni er knækket,
og spørger om det kan hele igen,
og verden blive som før,
og give dig en chance igen.

Du gik på en vej med plads til ti,
men lod aldrig nogen fylde stien til dit hjerte.
Troede du kunne opleve
uden at opleve inden i.
Troede du kunne hilse uden at række frem,
mødes uden at tage skridt.
Og hver gang når alt afhang af et ord fra dig,
Da kendte du til sidst end ikke lyden af disse ord.

Greb du ham når han faldt.
Og når hans lykke var åbenbar og uden dække,
lod du den da blusse, også i dig.
Fulgte du ham over bjergenes tinder,
På den magiske rejse,
til landet hvor hjerterne kan ønske alt.

Du troede du var usårlig,
at tiden ville stå stille,
og nu siger du, at dine ungdomsår er gået,
men intet har du fået,
intet har du kunnet beholde,
andet end skarpe og røde minder.

Du siger det er frygteligt,
At skulle gøre alt det selv,
Som traditionen dog før hjalp os med.
Du siger du bare gjorde hvad der var normalt.

Men tro mig blot, du lille ulykkelige pige,
at jeg kan skrive det smukkeste,
og lade dig høre om alverdens skønhed,
fra nord til syd, og lige her hvor du står,
hvor kirsebær hænger, og jordbær står,
og vældige fyrtræer der dufter stærkt.
Andre steder med oliven og citroner,
og glæde og livsforstand, som dagens sukker og salt.
Ja, og fortælle dig,
om alt jeg ser i dine blå, blå øjne,
og i drømmene i dit røde, røde hjerte.

Tror du mig så
når jeg siger dig,
- kan du se langt derude,
aldrig har et skær fra et smil rakt så langt som dit,
og aldrig er en tåre faldet så dybt som dine,
når alt er sort og du græder,
og når du græder, så fyldes havene,
og når du efter lidt smiler igen,
kan de vilde roser vokse (som en klædedragt på den tørre gule bakke).
Tror du mig så,
Når jeg siger dig, at jeg kan skrive det smukkeste,
Og få dig til at smile igen.

Tror du mig når jeg fortæller dig,
at verden venter ved dit hjertes dør.

Thomas

Vers fra digtet "Alene".

Opgivelsen var den eneste følelse der var, den eneste lille grønne spire der lyttede,

og den eneste der også så,

da filmen opgav sit brændende ønske om at række ud, og nå ind til én,

som en tarvelig gade jonglør,

Og en kold nat, med mørkets vinde imod mig, og med min sidste kraft, rejste jeg mig,

skælvende af salte tårer, og med rystende læber,

vendte jeg mig, ind i en rædselsfuld tomhed,

i pine gennem ildstormes flammende vinger,

Gik jeg mod verdens brændende varme midte, til den ældste bys for længst glemte plads,

Og satte mig på en glødende sten, i det orange og smeltende lys.

Siddende i verdens midtes hede,

Jeg blev mere og mere varm, næsten skidt tilpas, og synes ikke at kunne kontrollere,

min beskyttelse der blødte op, syntes at blive tyndere, snart transparent,

til den lå som dråber og gule tårer ved mine fødder,

Og der sad jeg nøgen, og det var så varmt, at jeg følte jeg brændte, som et prisgivet menneske,

alt jeg er, tænkte jeg, kan ses, mine følelser er så tydelige, enten dør jeg eller lever.

Mens du gik forbi mig, og så mig.

”Ingen nogensinde”.

Ingen elskede nogensinde

denne blomst,

ingen hørte den stumme spurvs kønne sang

og ingen ventede

de mange gange,

når de alle tog afsted.

Ingen elskede nogensinde

denne blomst før dig,

før du kom stod den altid alene

og ensom, på kærlighedens mark,

ingen ventede nogensinde

det ekstra minut,

før den dag du vendte dig

og lyttede,

og med dine smilende øjne

smeltede du bort mine visne blade,

og lyttede til sangen jeg skrev

til ordene som jeg brændte for

at kunne fortælle en som dig.

Ingen elskede nogensinde

denne blomst før dig,

og ingen elskede den nogensinde

så meget som du,

så meget så hverken solen, månen eller stjernerne

kunne lyse stærkere,

end skæret fra kærligheden

den dag du vendte dig,

den dag da ingen af mine drømme

turde tro på det du sagde,

da du satte dig

og jeg så i dine øjne

at jeg havde gemt mig

hele mit liv

af frygt for at du ville sige nej

og aldrig komme tilbage

og aldrig lade mig kysse dig igen.

Men nu er du her ved mig,

og sender sporer ud i verden,

og tusind røde nætter brænder

for hver måne solen bringer,

og hver morgen når dagen den går

hvor du bliver og jeg ligger vågen til du sover

og drømmer mig ind i dit hjerte,

hvor jeg kan finde dig igen

og sætte mig på knæ igen

som dengang på marken

ensom og alene,

og takke dig.

Thomas.

Clair de lune

Elskede Frankie,
– ja Johnny,

har du set solen er stået op,
– ja,

har du hørt at fuglene synger,
– ja,

det er den korteste nat i mit liv,
– ja,

tror du tiden altid vil forsvinde
når jeg er med dig,
– det ved jeg ikke
måske den slags tid ikke forsvinder
sådan som du tror
men bliver i vores hjerter,
– ja det kan være
du har ret,

har du hørt de spiller min sang,
– ja min skat
jeg hører alt.

Thomas

​Psykoterapeut, individuel, Par- og Familieterapeut   |   Thomas R.J Andersen   |   Vordingborgvej 34   |   4600 Køge   |   Tlf.: 26 85 00 97   |   Mail: ditjeg@ditjeg.dk​