At heling faktisk er mulig, og at samtalemåden også bygger på måder til dette, ser jeg som centralt for psykoterapi. Og jeg ser det som en oprindelighed, i det meget menneskelige som Psykoterapi handler om (Det at noget kan heles). Gennem mange, mange terapi- og samtaleforløb, er det blevet min erfaring, at denne brede terapiform er effektiv, også på sigt. Bl.a. fordi, at der ses på klientens nu-væren og på fortiden (og ønsker), som et eksistentielt forløb og helhed.
Vi kan altså rent faktisk få det meget bedre, klienten kan blive stærk, blive sig selv, og få udbyttet og glæden fra dette. Et er at fortælle lidt om samtalemåden, for også at beskrive hvorfor den faktisk kan hele, styrke og ændre et menneskes væren og fremtid, til noget meget bedre. Noget andet er, at inspiration for terapeutiske samtaler, også kommer fra klienten selv, og fra oplevelser og ting jeg læser helt andre steder. Her kunne nævnes ganske meget, men jeg kan specielt godt lide de ting som Seneca har skrevet og sagt (Seneca var bl.a. lærer for to romerske kejsere, dertil rådgiver og digter), om hvad det går ud på for mennesket, - at finde frem til hvem man præcist er, få mod og styrke til at skubbe usikkerhederne væk, og skabe det, og gøre det, som ens natur sætter mest pris på).
Jeg ken dertil også godt lide den meget menneskelige tanke, om at anerkende præcis sådan som det er lige nu, og anerkende følelsen og tankerne, og også anerkende det sårende ved det som skete engang, og den heling, og genfinden af styrke som det at blive anerkendt, hørt og forstået i noget vigtigt, giver.
Måske det er det vigtigste af alt, sammen med det at forstå 'hvorfor/sammenhæng', og at lære at gøre noget andet, nyt, og
givende.