Spiseforstyrrelse og Anoreksi

Spisestyring og spiseforstyrrelse.

Jeg har talt med fem kvinder imellem 20 og 32 år som havde dette styrende og ofte angst givende hverdagsproblem.

Det er ikke mange, men de kom alle fem meget langt ud af spisestyringen.

De kom til at kunne spise sammen med andre uden at mærke ubehagelig angst.
De kom til at spise mere i forhold til egen lyst, også derhjemme.
Årsag, skuffelser og mangel blev der talt om og blev forstået.
Og de oplevede en heling af sår og usikkerhed, depressionslignende ked af det hed blev helet, og deres usikkerhed sammen med andre blev væsentlig mindre.

Jeg har været glad for de forløb jeg har haft hos mig.
Men jeg har også tænkt, at det lille antal skyldes, at de der viser tegn på denne styrende, ofte angstgivende og livshæmmende problematik, oftest bliver henvist til
behandling i kommunalt etablerede behandlingstilbud. Mere præcist så blev rigtig mange med middelsvær eller svær spiseforstyrrelse, henvist til behandling et bestemt sted på Sjælland. Jeg kan faktisk ikke lige huske hvor, men jeg mener det til et behandlingsafsnit i enten Slagelse eller Holbæk. Behandlingsafsnittet og behandlingen blev dog nedlagt i 2020, da der var for lidt gode resultater med behandlingsformen. Behandlingen handlede meget om tilvænning til at spise mere og/eller til en sund spise-kultur. Men altså ikke så meget med, at gå mere i dybden og kigge på årsager og de følelsesmæssige årsager.

Det har alle fem været forløb med klienter med markant spiseforstyrrelse, dvs. at der var bestemte spiseritualer, at der var ubehag omkring det, at skulle lave eller
vælge mad, at det gav angst/stærkt ubehag at skulle spise sammen med andre, og at de jævnligt oplevede en hindrende og ubehagelig usikkerhed sammen med andre.
Det gjaldt for alle fem, at de før havde været i behandling i kommunalt regi, eller haft samtaler med en psykolog. Dette dog uden væsentlig ændring i spiseforstyrrelsens omfang.

Jeg har måttet respektere de specielle spiserutiner som det mest værdifulde
og tryghedsskabende for klienterne (dog jeg siden udfordrede disse med øvelser/og
behovet for dem langsomt mindskedes grundet heling af sårbarhed/ked af det hed).
Men min oplevelse er (og faglige viden), at det centrale har været, at klienterne ikke har

kunnet være hele i verden, ikke har kunnet fylde, ikke har måttet/kunnet vokse/blive
voksne. At specielt de tidligere år, og årene fra 8-15 år har været fyldt med skuffelser,
mangler, savn, og ked af det hed. Og at der heller ikke har været plads til, at de kunne
opleve en passende anerkendelse til det, at de kom tættere på puberteten, med spirende seksualitet og kvindelighed.

For meget der er blevet dømt forkert. Og når det svære, at blive voksen, ikke får nok af de gode og rigtige ord med på vejen, og når specielt de rigtige svære ting (bl.a specielt indre sorgfølelse og ked af det hed ikke bliver set og ikke blive hørt på, eller spurgt hensynsfuldt til, så er der noget der begynder at dække over sig selv, noget der lukker sig, og noget der nogen gange da kan begynde at styre, at noget ikke bevæger sig. Det lykkedes mig at få disse fem klienter til, at rumme meget mere af sig selv, at forstå at bestemte ting og følelser ikke var/er forkerte, de kunne pludselig bedre være i sociale situationer, deltage i samtaler uden at føle sig meget forkerte, og de følte ikke længere angst eller voldsom skam når de hørte ord om seksualitet (dette gjaldt to af klienterne, at selv det spirende og uskyldigt seksuelle var gjort forkert. Og det som alene her hjalp meget, var at jeg med enkle ord og på måske 20 min. beskrev hvordan unge føler tiltrækning, og hvordan seksualitet prøves når man er gensidigt tiltrukne eller forelskede, og på den måde gjorde jeg det normalt og okay, istedet for at det var noget forkert)(hos disse to var denne specifikke forkerthedsfølelse dog kun en gren, ud af 3-4 grene på sårbarhedstræet. De andre grene var igen, en indre sorgfølelse, ked af det heds følelse, og en forkerthedsfølelse og usikkerhedsfølelse (når der er angst er det symptomet, altså det ydre udtryk). Vi kom rundt omkring i forløbene, tilbage i tiden, ændrende øvelser på kontoret (øvelser betyder forskellige typer af psykoanalyse, der giver forståelse og heling), opgaver med hjem, ting at fortælle sig selv i svære situationer, for at kunne blive i situationer. Og trods de alle fem var relativt korte forløb på 8-14 sessioner, så skete der store, styrkende og brugbare forandringer.

Og de kunne alle tre efter forløbet, vælge selv om de ville følge deres spisesystemer, eller om de bare ville mærke efter, hvor sultne de var, og hvad der ville være fornuftigt at spise. Og de kunne være mere sociale, på en mere fri måde. Sådanne markante spiseforstyrrelser heles eller ændres ikke på to måneder. Men de var kommet ind på en god vej, med ny styrke, meget mindre usikkerhed, og nu uden skam eller indre ked af det hed/sorg, men med mere plads til dem selv, og det de følte, og en oplevelse og følelse af, at der ikke er noget i vejen med mig, jeg er ikke forkert, jeg mærker en kærlighed til mig selv.

Det var en udfordring for mig, men en god udfordring.