Lidt mere om Gestaltterapi, og om hvad jeg oplever virker.
Gestaltterapi/oplevelsesorienteret psykoterapi har indtil idag været under stadig udvikling, siden den undfangedes i tankerne og i praktisk arbejde, af tysk-amerikaneren Frederick S. Perls, i begyndelsen af 1950'erne. Den havde fra undfangelsen, fra tanke til den praktiske terapimetode, både bredde og kroppen med (med bredde skal skal forståes brugen af den almene Dynamiske Psykiatri forståelse, og Psykoanalysen), men to ord var fra starten også vigtige, ordene 'Gestalt og 'Opmærksomhed'. En 'Gestalt' er noget der starter og slutter (som en ring). Og 'Opmærksomhed' er i hans brug af ordet, det at være trænet til at have en god opmærksomhedsevne. Opmærksomhed er noget vigtigt i det der hedder Oplevelsesorienteret Psykoterapi, som Gestaltterapi også kaldes. Der blev i 60erne og i 70erne nærmest en 'kult' eller en stor opmærksomhed i forhold til dette ord. Og den ansete, sympatiske, kritiske og psykologisk interesserede italienske forfatter Alberto Moravia (kritisk bl.a. overfor småborgerligheden, som i Italien, i nogen grad/eller for nogen af de 'småborgerlige' blev til sympati overfor Fascismen), - brugte bl.a. dette ord 'Opmærksomhed' som inspiration til en af hans bedste bøger, romanen "L'attenzione" (på dansk - "Det forlorne liv").
F. S. Perls udviklede og arbejdede med denne terapimåde, også i samarbejde med andre Psykoterapeuter og Psykologer. Og i midten af 60erne var den blevet til den brede, opmærksomme, analytiske, og også Kropslige (helhedsorienterede)
terapiform som vi kender idag, dog den siden både har udviklet sig, og taget spændende ny viden, nye måder, og nye øvelser til sig. og derved blevet den humanistiske terapiform som vi også kender i dag.
Dens brede form, gør, at den kan bevæge sig dynamisk og menneskeligt, med klienten, fra nuet, hvad gør jeg nu, til barndom og ungdom, og tilbage til nuet. Og med dens både skarphed og rummelighed, og med bl.a. de mange effektive øvelser, giver den mulighed for, når klienten er blevet helet lidt, og styrket, at klienten kan tage selvansvar
(at se, at det er mig der gør det), og mærke den utrolige styrke og glæde, i at kunne gøre noget anderledes, og den glæde og det udbytte det giver.
At heling faktisk er mulig, og at samtalemåden også bygger på måder til dette, ser jeg som centralt for psykoterapi. Og jeg ser det som en oprindelighed, i det meget menneskelige som Psykoterapi handler om (Det at noget kan heles). Gennem mange, mange terapi- og samtaleforløb, er det blevet min erfaring, at denne brede terapiform er effektiv, også på sigt. Bl.a. fordi, at der ses på klientens nu-væren og på fortiden (og ønsker), som et eksistentielt forløb og helhed.
Vi kan altså rent faktisk få det meget bedre, klienten kan blive stærk, blive sig selv, og få udbyttet og glæden fra dette. Et er at fortælle lidt om samtalemåden, for også at beskrive hvorfor den faktisk kan hele, styrke og ændre et menneskes væren og fremtid, til noget meget bedre. Noget andet er, at inspiration for terapeutiske samtaler, også kommer fra klienten selv, og fra oplevelser og ting jeg læser helt andre steder. Her kunne nævnes ganske meget, men jeg kan specielt godt lide de ting som Seneca har skrevet og sagt (Seneca var bl.a. lærer for to romerske kejsere, dertil rådgiver og digter), om hvad det går ud på for mennesket, - at finde frem til hvem man præcist er, få mod og styrke til at skubbe usikkerhederne væk, og skabe det, og gøre det, som ens natur sætter mest pris på).
Jeg ken dertil også godt lide den meget menneskelige tanke, om at anerkende præcis sådan som det er lige nu, og anerkende følelsen og tankerne, og også anerkende det sårende ved det som skete engang, og den heling, og genfinden af styrke som det at blive anerkendt, hørt og forstået i noget vigtigt, giver.
Måske det er det vigtigste af alt, sammen med det at forstå 'hvorfor/sammenhæng', og at lære at gøre noget andet, nyt, og givende.